Der findes flere typer mærkning af plastikprodukter, som du kan være opmærksom på, når du køber ind.
Svanemærket og EU-Blomsten er Danmarks officielle miljømærker. Målet med miljømærkerne er at mindske den samlede miljøbelastning fra produktion og forbrug.
Kravene til de miljømærkede produkter er baseret på hele produktets livscyklus fra råvarer til produktion, brug, bortskaffelse og recirkulering. Det er vigtigt for at kunne mindske det samlede aftryk på miljø og klima. Miljømærket indeholder både miljøkrav og kvalitetskrav til produktet.
Svanen er stiftet af Nordisk Ministerråd i 1989, og Danmark tilsluttede sig i 1997. EU-Blomsten er det officielle europæiske miljømærke. Blomsten blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen, og Danmark har været med fra starten.
En række produkter og udstyr skal have et CE-mærke, før de må markedsføres, sælges og tages i brug i en række Europæiske lande. Mærket viser, at en vare lever op til visse standarder og krav. Eksempler på produkter, som skal CE-mærkes:
- Legetøj
- Maskiner
- Elektriske apparater
- Medicinske produkter
CE-mærkning er fabrikantens eller importørens angivelse af, at et produkt overholder EU-lovgivningen. EU-lovgivningen indeholder over 20 produktdirektiver og forordninger for produkter, der skal forsynes med CE-mærket. Lovgivningen er offentligt tilgængeligt på sitet for den Europæiske lovgivning.
Glas- og gaffelsymbolet betyder, at den ansvarlige virksomhed har vurderet, at indpakningen eller beholderen med symbolet på opfylder kravene til materialer med kontakt med mad. Anvendelsen af glas- og gaffelsymbolet er frivilligt.