Kemisk genanvendelse bruges i forbindelse med genanvendelse af plastik, der ikke kan genanvendes mekanisk. Det er typisk mere ressourcekrævende at lave kemisk genanvendelse end mekanisk genanvendelse.
Kemisk genanvendelse af plastik ved pyrolyse
Én af metoderne til kemisk genanvendelse er pyrolyse. Ordet pyrolyse kommer fra græsk for "at spalte" (lysis) og "ild" (pyro), hvor for eksempel plastik opvarmes i et iltfattigt miljø, til en pyrolyseolie.
Når der ikke er ilt til stede, undgås en forbrænding af plastikken. Ud over pyrolyseolie dannes en syngas, der ved afbrænding kan bruges til opvarmningen af plastikken, og en aske, der teoretisk set kan bruges som fyld eller farvestof.
Den producerede pyrolyseolie kan, ligesom råolie, raffineres til produktion af forskellige materialer, herunder plastik. Det er ikke nødvendigvis al pyrolyseolien, der kan blive til ny plastik.
Læs mere om pyrolyse i EU--rapporten ”A circular economy for plastics” (2019)
Kemisk og mekanisk genanvendelse
Genanvendelse dækker over flere forskellige metoder og teknologier. De mest almindelige er mekaniske metoder, hvor materialer neddeles og bearbejdes til nye materialer.
Ud over disse metoder findes der teknologier til kemisk genanvendelse. Her nedbrydes materialerne kemisk (ofte ved hjælp af høje temperaturer) til grundbestanddelene, hvorefter de bearbejdes til nye materialer.
Uanset om genanvendelse er mekanisk eller kemisk, vil der altid være udfordringer i forhold til effektiviteten i processen og tabet af materiale ved bearbejdning. Derudover kan kvaliteten være svingende, og der ligger derfor også udfordringer i at sikre høj og ensartet kvalitet i de materialer, der kommer ud af genanvendelsesprocessen.