Plastik findes i meget forskelligt tøj, bl.a. regntøj, fleecetrøjer og nylonstrømper. Alle disse typer af tøj er fremstillet af forskellige typer af plastik som f.eks. akryl, polyamid, polyester og nylon.
En del maling indeholder plastik. Det bruges både i boliger og til f.eks. vejstriber og skibe. Plastik tilføjes bl.a. for at sikre, at overfladen forbliver pæn og for at fremhæve farver. Mikroplast fra maling er en af de store kilder til spredning af mikroplast til naturen.
En del hårprodukter, make-up og skrubbecreme på det danske marked indeholder mikroplastik
- I make-up tilføjes der i nogle produkter glimmer for en visuel effekt. Dette glimmer er bittesmå plastikstykker.
- I blandt andet hårprodukter som hårspray tilføjes plastik til at regulere konsistensen af produktet.
Solcreme og deodorant kan indeholde mikroplast i form af f.eks. polyethylen eller acryl, selvom produkterne føles ”glatte”. Plastikken er tilsat for at give produkterne den rigtige konsistens.
Et filtercigaretskod ligner et papirprodukt, men filtrene er lavet af plastiktypen celluloseacetat.
Papkrus er beklædt indvendigt med plastik ofte af typen polyethylen, PE. Det samme gælder kartoner til mælk, juice mv.
Det plyssede, gule, yderste lag på en tennisbold er lavet af plastik – oftest polyethylen, PE.
Fyrværkeri indeholder oftest plastik. Tit handler det om små plastikskiver, mærkater og i nogle tilfælde beholderen til krudtet.
Konfettirør indeholder ofte store mængder af glimmer, som tit er fremstillet af plastik. Hvis der er tale om et konfettirør til indendørs brug, bør det kun bruges inde døre, hvor de små plastikstykker kan opsamles efterfølgende.
Gummi, der slides af bildæk, er mikroplast. Dette er en af de største kilder til mikroplastudledning i naturen.
Rigtig meget elektronik indeholder en stor del plastik – selv din computer. Her er bl.a. casingen oftest fremstillet i plastik.
Skrog og vinger på flyvemaskiner fremstillet i dag er ofte lavet af kulfiberforstærket plastik for at opnå en let konstruktion, så brændstofforbruget begrænses.
Danmark har indført nationalt forbud mod import og salg af kosmetiske produkter, som afrenses, der indeholder mikroplastik.
Det betyder, at det er det ikke er muligt i Danmark at købe "rinse-off" produkter f.eks. skrubbemasker, ansigtsvask, shampoo, tandpasta, hårbalsam osv. med mikroplastik i.