Genanvendelse
Der er stadig ikke meget tekstil, som bliver genanvendt. Omkring 6% (4.460 tons) af aflagte tekstiler fra danske husholdninger bliver genanvendt i andre industrier – primært uden for Danmark. Disse slidte tekstiler, som ikke kan genbruges, bliver hovedsageligt brugt i andre industrier som isolering, polstring eller andre lavkvalitetsprodukter.
Tøjprodukter, der bliver beskrevet som ”genanvendt polyester”, er med stor sandsynlighed ikke genanvendt materiale fra tekstil. Hele 99% af alt genanvendt polyester kommer fra plastikflasker.
Tekstil-til-tekstil genanvendelse er stadig på et tidligt stadie, hvor der arbejdes med research og pilotprojekter. En af udfordringerne ved tekstil-til-tekstil genanvendelse er, at tøj ofte er sammensat af flere forskellige fibertyper. Typiske blandinger er bomuld og polyester evt. med en smule elastan i for at gøre tøjet strækbart. Disse fibre skal skilles ad, før de kan genanvendes. En mulighed er design af tøjet, så det kun består af en fibertype. Dette har den ulempe, at holdbarheden er ringere end ved bomuld-polyester blandinger.
Mikroplastik
Slid og vask af syntetiske tekstiler er en væsentlig kilde til udledning af mikroplastik i miljøet og medfører udledning af mellem 0,2 og 0,5 millioner tons mikroplastik i havene hvert år.
Det er dog muligt at forebygge mod udledning af mikroplastik fra tekstiler ved:
Alternative produktionsformer
- at farve garnet i stedet for metervaren
- at bruge ultralyd og laserskæring i stedet for sakse
- at reducere hastigheden på strikke og vævemaskiner.
Brug og pleje
- at vaske tøjet med vaskemaskiner med bedre filtre
- at vaske efter påskrevet retningslinjer på plejemærkerne
- at bruge tøjet længere, da mikrofiber-udledningen er størst ved de første få vaske.
Bortskaffelse
- at undgå at tøjet ender på åbne lossepladser (ikke problem i Danmark), hvor vind og vejr leder mikroplastikken ud i miljøet
- at recirkulere tekstiler ved genbrug eller genanvendelse
- at have effektiv rensning af spildevand og behandling af spildevandsslam.
Faktaboks: Produktion af polyesterbaseret tekstiler
Ligesom det meste andet plastik er polyester baseret på råolie. Når man producerer tekstiler af polyester, starter man med at udvinde råmaterialet af råolien. Dette sker ved raffinering, og resultatet er en væske, som blandes med syre og alkohol for derefter at blive kondenseret til piller. Disse plastikpiller bliver smeltet om til en masse, som presses gennem et spindingsorgan for at blive omdannet til fibre. Derefter produceres tekstilet, ligesom hvis det var bomuld ved spinding, vævning/strik, farvning og konfektionering.
Andre såkaldte syntetiske fibertyper, der alle kommer fra fossile olier, inkluderer:
- Nylon (polyamid)
- Elastan (spandex)
- Akryl