Plastiktyper og deres anvendelse

ABS er en termoplastik, der er baseret på byggestenene akrylonitril, butadien og styren og er en såkaldt terpolymer, hvor de tre forskellige kemiske stoffer hver bidrager med egenskaber til den endelige plastik. Akrylonitril og styren giver styrke, stivhed og glans, og butadien giver sejhed pga. dens gummiagtige egenskaber. Derved opnår ABS-plast de egenskaber vi kender fra bl.a. LEGO-klodsen.

Bruges typisk til LEGO-klodser, computere, bilkomponenter, husholdningsapparater

Epoxy er en hærdeplastik, som kan fremstilles med meget varierende egenskaber, alt efter hvilke startmaterialer der bruges til fremstillingen. Epoxy har en høj mekanisk styrke og høj varmebestandighed. Epoxy kan klæbe til mange forskellige typer materialer og bruges ofte som klæbemiddel.

Bruges typisk til vindmøllevinger, fly, skibe, belægninger, lim, fiberforstærket plastik (kompositter), sportsudstyr

Ekspanderet polystyren (EPS) kaldes også for flamingoplast og består af op til 98 % luft og 2 % polystyren. Det høje luftindhold betyder, at EPS er både isolerende og stødabsorberende.

Bruges typisk til beskyttende emballage, bygningsisolering

OXO-nedbrydeligt plastik er konventionel plastik (fossilt eller biobaseret), der er tilsat metalsalte, der iltes i naturen og derved gør, at plastikken bliver nedbrudt til mindre stykker. OXO-plastik er ikke klassificeret som bionedbrydelig og kan ikke genanvendes.

Bruges typisk til plastikposer.

Polyamider (PA) er termoplastiske polymerer, der blandt andet kendes under handelsnavnene ’Nylon’ og ’Kevlar’, alt efter den specifikke kemiske sammensætning. Polyamider består af lange polymerkæder med enheder, der er sat sammen med amidbindinger. Polyamider fremstilles syntetisk, men der findes også naturligt forekommende polyamider, såsom uld og silke.

Bruges typisk til bilkomponenter, fødevarefilm, medicinsk udstyr, sportsudstyr, skudsikre veste (Kevlar), tekstiler såsom nylonstrømper, faldskærme, telte, fiskesnører, tæpper.

Polycarbonat (PC) er en transparent termoplastik, der er meget sej, stærk og yderst slagfast. PC og PMMA har lignende egenskaber. Hvor PC har en højere slagstyrke, er det dog mindre modstandsdygtigt over for ridser. PC fremstilles ud fra det potentielt skadelige stof bisphenol A (BPA) og må derfor ikke bruges til sutte- og drikkeflasker samt fødevarebeholdere til børn under 3 år. Der findes også såkaldte ’BPA-frie’ polycarbonater.

Læs mere om bisphenol A

Bruges typisk til drikkeflasker, drikkeglas, afdækningsskærme, skudsikkert glas, lyspaneler, kupler, CD’er, DVD’er og Blu-ray-disk, fødevareemballage, brilleglas, bilkomponenter, transparent LEGO.

Polyethylen (PE) er den type plastik, der fremstilles mest af på verdensplan. PE er en termoplastik med meget varierende materialeegenskaber og opdeles i flere typer, hvoraf de mest almindelige er LDPE, der har en lavere massefylde, og HDPE, der har en højere massefylde. PE laves ud fra gassen ethylen. Ethylen kan produceres fra råolie og naturgas, men også fra biobaserede ressourcer, se under bio-PE.

LDPE - Low-density polyethylen

Bruges typisk til film, poser, baljer, kabelisolering.

LDPE består af forgrenede polymerkæder. LDPE er mindre stærk en HDPE men er sejere og bruges derfor ofte som film og folie.

HDPE - High-density polyethylen

Bruges typisk til poser, rør, dunke, kasser, spande, kapsler, legetøj, husholdningsartikler.

HDPE består af lange lige kæder af polyethylen, der kan pakke sig tæt og give HDPE en høj trækstyrke.

Polyethylentereftalat er en termoplastik i polyesterfamilien og betegnes typisk som PET eller bare polyester. PET fremstilles oftest ud fra byggestenene tereftalsyre og ethylenglycol. PET er et stærkt materiale med en høj slagstyrke og gode barriereegenskaber. PET kan genanvendes til nye produkter af høj kvalitet såsom ny fødevareemballage, tøj og dele til biler. Genanvendt PET har betegnelsen r-PET.

Bruges typisk til flasker, f.eks. vand- og sodavandsflasker, fødevareemballage, tøj.

Poly(methyl methacrylate) (PMMA) kaldes også for akryl eller Plexiglas (handelsnavn). PMMA er et termoplastisk, transparent materiale, der ofte bruges i stedet for glas, da det vejer mindre, men har en højere slagstyrke. PMMA er også modstandsdygtig over for ridser. PMMA er billigere end dets alternativ, polycarbonat (PC).

Bruges typisk til Plexiglas, plastvinduer i f.eks. akvarier og ovenlysvinduer, flyruder, billygter, tv-skærme, medicinsk udstyr, linser og brilleglas.

Polypropylen (PP) er en af de mest anvendte plastiktyper. PP fremstilles ud fra propylen og er en hård termoplast. PP har en høj styrke og sejhed samt gode kemiske egenskaber, der blandt andet gør det svedtransporterende. PP har desuden en høj temperaturmodstandsdygtighed, og plastprodukter af PP kan derfor tåle maskinopvask.

Bruges typisk til fødevareemballage, heriblandt emballage til kød, tæpper, tøj og sportstøj, møbler, service, medicinsk udstyr, bilkomponenter, hængsler til f.eks. shampooflaske- eller ketchuplåg, der kan bøjes gentagne gange uden at knække.

Polystyren (PS) er en af de mest anvendte plastiktyper og er relativt billig. PS laves ud fra monomeren styren og findes som et fast eller et opskummet materiale (se under EPS). PS er en termoplastik, kan være transparent, men er også et stift og sprødt materiale. PS har relativt dårlige barriereegenskaber over for ilt og vanddamp.

Bruges typisk til engangskopper, CD-kassetter, legetøj, fødevareemballage.

Polytetrafluorethylen (PTFE) kendes også under handelsnavnet Teflon. PTFE er en termoplastisk fluoropolymer, der har en meget lav gnidningsmodstand. PTFE bruges derfor ofte som belægning på steder, hvor man gerne vil have en glat overflade og ’non-stick’-egenskaber.

Bruges typisk til belægninger f.eks. på stegepander, gearkasser, printplader, ledninger i rumfartsindustrien.

Polyvinylchlorid (PVC) er en af de mest anvendte plastiktyper. PVC fremstilles ud fra råolie og salt (natriumchlorid). PVC er som udgangspunkt hårdt, stærkt og stift, men kan tilføres forskellige tilsætningsstoffer såsom blødgørere. Derfor opdeles PVC i 2 grupper: hård og blød PVC. Blød PVC indeholder blødgørere, som ofte består af ftalater. Når PVC brændes, frigives klor, der ved reaktion med vanddamp danner saltsyre. PVC skal derfor udsorteres til genanvendelse eller deponi.

Hård PVC bruges typisk til rør, tagrender, dunke, profiler.

Blød PVC bruges typisk til vinylgulve, medicinsk udstyr, slanger, bolde, badedyr.

Polyurethan (PUR) forekommer mest som hærdeplastik. PUR kan fremstilles med meget varierende egenskaber, alt efter hvilke startmaterialer der bruges til fremstillingen, og har derfor mange forskellige anvendelsesområder. Polyurethan findes både som massiv plast og som skumplast, der især bruges til madrasser.

Bruges typisk til madrasser, tøj, møbler, legetøj, isolering, bilkomponenter, køkkensvampe, hjul til f.eks. rulleskøjter og indkøbsvogne.

Umættet polyester er den mest anvendte hærdeplastik. Umættet polyester kan fremstilles med meget varierende egenskaber, alt efter hvilke startmaterialer der bruges til fremstillingen. Fælles er dog, at de indeholder den kemiske ester-gruppe. Styren bruges ofte som hærdemiddel.

Bruges typisk til fiberforstærket plastik (kompositter), vindmøllevinger, vægpaneler, både.

Bio-PE er kemisk identisk med konventionel PE, men er fremstillet ud fra biobaseret ethylen. Biobaseret ethylen kan produceres ud fra bio-ethanol fra fornybare ressourcer såsom sukkerrør, affald fra sukkerrør og majs. Bio-PE kan genanvendes sammen med konventionel PE.

Bruges typisk til emballage, film, poser.

Bio-PET er kemisk identisk med konventionel PET men er fremstillet med biobaserede startmaterialer. Typisk er bio-PET baseret på 30 % biobaseret startmateriale og 70 % råolie-baseret startmateriale, idet det oftest kun er den ene byggesten, ethylenglycol, der er biobaseret. Der findes dog også 100 % biobaseret PET. Bio-PET kan genanvendes sammen med konventionel PET.

Bruges typisk til flasker, fødevareemballage.

Bio-PP er kemisk identisk med konventionel PP, men er fremstillet ud fra biobasererede startmaterialer såsom bio-ethanol fra sukkerrør og majs. Bio-PP kan genanvendes sammen med konventionel PP.

Bruges typisk til emballage til kød, tæpper, tøj, medicinsk udstyr, bilkomponenter.

Polyethylene Furanoate (PEF) er et 100 % biobaseret alternativ til PET. PEF har bedre barriereegenskaber end PET men er dyrere, da det endnu ikke bliver fremstillet i industriel skala. PEF kan genanvendes.

Bruges typisk til flasker, fibre, film.

Polybutylene succinate (PBS) er en termoplastik i polyesterfamilien, der produceres fra ravsyre (succinic acid). PBS kan enten være 100 % fossilt-baseret eller 100 % biobaseret. PBS har egenskaber, der er sammenlignelige med PE. PBS er bionedbrydelig i forskellige miljøer såsom hjemmekompost.

Bruges typisk til film, poser, fødevare- og kosmetikemballage, bilkomponenter.

PHA er betegnelsen for en række termoplastiske polyestre der er produceret i naturen af forskellige mikroorganismer ved bakteriel fermentering af sukker eller lipider. PHA-plastiktyper kan have forskellige egenskaber alt efter den specifikke kemiske sammensætning. PHA-plastik har en højere pris end konventionelle plastiktyper. PHA er bionedbrydelig og nedbrydes både i iltholdige og iltfrie miljøer, dog er det ikke komposterbart under danske vejrforhold.

Bruges typisk til service, flasker, poser, emballage, medicinsk udstyr, landbrugsfilm.

Polylaktid (PLA) er en termoplastisk polyester og er en af de mest anvendte biobaserede plastiktyper. PLA produceres typisk ud fra mælkesyre eller laktid, der kan fremstilles af stivelse fra sukkerrør, majs eller restprodukter fra f.eks. sukkerrør. PLA har egenskaber, der kan sammenlignes med polystyren (PS), men PLA kan ikke tåle høje temperaturer. PLA er nedbrydelig i nogle industrielle komposteringsanlæg med optimerede betingelser, men nedbrydes ikke i naturen.

Bruges typisk til madaffaldsposer, fødevareemballage, service, bionedbrydelige implantater, landbrugsfilm.

Termoplastisk stivelse (TPS) er den næstmest producerede biobaserede plastik. Termoplastisk stivelse bliver ofte brugt i blandinger, såkaldte blends, med andre plastiktyper. Termoplastisk stivelse er bionedbrydelig i forskellige miljøer alt efter den specifikke sammensætning.

Bruges typisk til landbrugsfolie, planteclips.

Polybutylene adipate tereftalat (PBAT) er en termoplastik i polyesterfamilien. Det er den mest anvendte fossil-baserede bionedbrydelige polymer. Dets egenskaber er sammenlignelige med LDPE. PBAT er bionedbrydelig i nogle industrielle komposteringsanlæg.

Bruges typisk til film, poser, landbrugsfolie, belægning i papkrus.

Polybutylene succinate (PBS) er en termoplastik i polyesterfamilien, der produceres fra ravsyre (succinic acid). PBS kan enten være 100 % fossilt-baseret eller 100 % biobaseret. PBS har egenskaber, der er sammenlignelige med PE. PBS er bionedbrydelig i forskellige miljøer såsom hjemmekompost.

Bruges typisk til film, poser, fødevare- og kosmetikemballage, landbrugsfilm.

Polycaprolacton (PCL) er en bionedbrydelig plastik i polyesterfamilien. PCL bruges ofte som tilsætning til andre plastiktyper for at forbedre deres egenskaber såsom slagstyrke.

Bruges typisk til poly-ler, medicinsk udstyr, implantater.

Polyvinylalkohol (PVA) er vandopløselig og bionedbrydelig. Den mest kendte anvendelse af PVA er som film omkring opvasketabletter.

Bruges typisk til opvasketabletfilm, opløselige beholdere, fiskeudstyr, belægninger.