Plastikemballage: fordele og ulemper

Plastikemballage belaster klimaet ved produktion og bortskaffelse. Men det reducerer også CO2-udledningen ved at mindske madspild – og er på mange måder velegnet til fødevareemballage.

Mange fordele ved plastikemballage

Plastik har en række egenskaber, der gør det velegnet til fødevareemballage, bl.a.:

  • lav vægt
  • formbarhed
  • høj mekaniske styrke
  • gennemsigtighed
  • høj varmeresistens svejsbarhed.

Det betyder, at fødevarer kan pakkes på et utal af måder, som f.eks. vakuum eller krympepakkes ligesom agurker bliver det, hakkekød, som pakkes med modificeret atmosfære, eller pålægsbakker med genlukfunktion.

Samtidig kan den rigtige plastikemballage f.eks. sikre, at en fødevares holdbarhed forlænges, og mængden af madspild mindskes.

Plastikemballage kan også bidrage til færre skader på produktet, og i tilfældet for fødevarer kan det også bidrage til højere fødevaresikkerhed for et produkt. Fødevaresikkerhed handler om, at man beskytter fødevarer mod f.eks. uønskede reststoffer og sygdomsfremkaldende bakterier.

Plastik står for 5 % af CO2-belastningen fra fødevarer

Hvis man ser på processen fra jord til forbruger for en fødevare, så kommer gennemsnitligt ca. 80 % af CO2-belastningen fra selve fødevarefremstillingen, ca. 15 % fra transport og distribution og ca. 5 % fra emballagen .

Det skyldes bl.a., at plastikemballagen sjældent vejer ret meget, og at emballagen ofte kan tilpasses det enkelte produkt, så emballagen fylder mindre. På trods af, at plastikemballage i tilfældet med fødevarer kun udgør 5 % af CO2-belastningen for det enkelte produkt, så bliver det sammenlagt store mængder plastik, som bør genbruges og genanvendes.

Krav om at genanvende 50 % af plastikemballage i 2025

På trods af emballagens mange positive egenskaber, er det vigtigt at have genbrug og genanvendelse for øje, når der produceres emballage.

Der er fra EU’s side sat krav om, at der senest den 31. december 2025 skal genanvendes 50 % af al plastikemballage, og der indføres producentansvar på emballage. Dette betyder, at producenter skal betale et økonomisk bidrag, når de placerer et stykke emballage på markedet.

Det forventes, at dette bidrag skal gradueres efter, hvor bæredygtig en emballage er, og her kan man f.eks. se på et produkts mulighed for at blive genbrugt eller genanvendt.

Genanvendelse af plastikemballage: Det kan du gøre

Plastikemballage fra dit affald er i dag ofte svært at genanvende. Det kan bl.a. skyldes urenheder, manglende adskillelse af emballagen eller sammenblandingen af forskellige typer af plastik i et enkelt produkt. Derfor kan det være en god idé at skrabe dine fødevareemballager rene og f.eks. skille din håndsæbedispenser ad, inden du sorterer den til genanvendelse.

Samtidig udvikler teknologien sig hele tiden så disse problematikker lettere kan overkommes, og der kan sikres en højere grad af genanvendelse.

Lettere at genanvende plastikemballage fra virksomheder

Plastikemballage fra f.eks. store virksomheder kan være lettere at genanvende. Det skyldes bl.a., at der i disse tilfælde kan samles en stor mængde emballage, som er relativt ensartet, og som man præcis ved, hvad har været brugt til og kommer fra. Der kan her f.eks. være tale om transportemballage som plastikfolie, som vikles omkring store paller med varer, så der ikke sker skader under transport. Retursystemet for pantflasker er også et godt eksempel på indsamlingen af ensartede plastikemballage, genanvendes og blive til nye flasker.

Mere genbrug af plastikemballage

Genbrugsløsninger for fødevareemballage er også ved at blive mere udbredt - både nationalt og internationalt. På nationalt plan kan du møde genbrugsløsninger f.eks. i forlystelsesparker, hvor der betales pant på drikkebægere, eller når du skal sende en vare købt online retur. Her anbefaler virksomheden ofte, at varen pakkes i den samme transportemballage, som varen blev modtaget i.

Genbrugsløsninger er særligt vigtige, da vi på den måde sikrer, at plastikken har en længere levetid, inden den bliver til affald. Dette stemmer også overens med affaldshierarkiet, hvor genbrug prioriteres højere end genanvendelse.

Dog er det vigtigt også at have miljøbelastningen ved håndtering for øje, når man vælger en genbrugsløsning. En genbrugsløsning skal som udgangspunkt gerne have en lavere CO2-belastning end andre alternativer, når man indregner f.eks. transport, rengøring og reparationer af det enkelte genbrugsprodukt.