Lav retningslinjer og regler for plastik ved events

Find gode eksempler på hvordan man kan lave retningslinjer og regler for brug af plastik ved events.

Cases

Til Rabalderfest og byparkskoncerter har Roskilde Kommune sammen med Musicons Sekretariat fået mad- og drikkeboder til at anvende bionedbrydeligt service samt sortere affaldet.


Mål, proces, resultat
Inden arrangementerne skulle kommunen være i dialog med hver enkelt indehaver af diverse mad- og drikkeboder for at sikre, at der blev valgt en anden type service. Un-der arrangementerne skulle boderne vejledes i den konkrete affadssortering. Aftale med renovatør om korrekt indsamling og beholdernes placering var også nødvendig.

Links
> Læs mere om AffaldsImperiets arbejde med sortering under Rabalderfest 2019

I Kerteminde Kommune har man i forbindelse med Grønt Topmøde krævet af konferencestedet og underleverandører, at al plastik i service skulle udskiftes med genbrugspap.

Mål, proces, resultat
Målet var at få konferencesteder og arrangementssteder til at reducere mængden af indkøbt plastik ved at stille krav, hvilket resulterede i, at der intet plastik blev brugt til arrangementet.

I Holstebro Kommune nedlagde man som lodsejer forbud mod opsendelse af flyvende lanterner i plastik i forbindelse med en Sct. Hans fest.

Mål, proces, resultat
Ved at stille krav til arrangøren som lodsejer, at grunden skal være i samme stand før som efter arrangementet, er der blevet mindre plastikforurening på de grønne arealer.

Triatlon Danmark arbejder på at udvikle en ny Grøn Politik for forbundet, der bl.a. vil indeholde råd og anbefalinger til nedbringelse af engangsplastik og plastik generelt.

Fra 2020 skal arrangører af stævner under forbundet desuden udfylde en klima- og miljøcertificering, hvori de blandt andet bliver bedt om at tage stilling til deres plastfor-brug. Certificeringen udvikles i forbundsregi, og stævner vil blive kategoriseret ud fra miljøtiltag ifm. afviklingen af stævnet.

Glastonbury festival i England har indført et plastikforbud for festivalens gæster. Der blev ikke solgt plastflasker på pladsen, og festivalgængerne blev desuden opfordret til at bringe genanvendelige telte, vandflasker mm. til festivalen i stedet for engangsartikler.

Mål, proces, resultat
Målet for festivalen er at inspirere festivalgængerne til at leve mere bæredygtigt i fremtiden.

I 2017 blev mere end 60 ton papir og pap, 32 ton glas, 40 ton plastflasker og 45 ton dåser genanvendt efter festivalen. Samme år blev 132 ton madaffald komposteret, mens 4.500 liter madolie blev omdannet til biobrændstof.

Link
> Læs mere om tiltagene

Sydney By har udformet retningslinjer til at reducere affald genereret ved events, festivaler og markeder mm. på udendørs arealer. Retningslinjerne omhandler reducering af engangsprodukter såsom

  • plastikflasker
  • sugerør
  • service og kopper

For hver af engangsprodukterne er der i retningslinjerne givet forslag til hvordan bruget enten undgås, komposteres eller genbruges, samt om der er nogle undtagelser eller særlige hensyn, der bør tages. Eksempelvis kan brugen af plastiksugerør reduceres ved at fjerne disse fra drinks, diske og skranker og alternativt bruge papirsugerør. Her kan der særligt tages hensyn til borgere med særlige behov, som måske ikke kan drikke uden.

Mål, proces, resultat
Målet er at reducere mængden af genereret affald, genbruge så meget som muligt og behandle det resterende affald på den mest bæredygtige måde.

Link
> Sydney Bys retningslinjer for engangsprodukter (pdf)

The Raw Foundation har i samarbejde med Kambe Events udgivet ”The Making Waves Guide”, som er en gratis online guide til plastikfri festivaler og events. Guiden indeholder bl.a. facts om plastik, information om plastik på festivaler, en ”action plan”-tjekliste, inspiration fra casestudies og gode tips.

Eksempel 1:
Event-bar-udbyderen Refresh West, der stod for at lave et system for genanvendelige kopper til ”Love Saves The Day” festival. Deltagere betalte £1 (ca. 8,5 DKK) for deres første kop, og byttede derefter deres brugte kopper for rene gennem resten af eventet. Deltagerne blev informeret om initiativet gennem skilte og via medarbejderne i baren, som var blevet oplært i systemet inden festivalen. Dette forhindrede brugen af flere tusinde engangskopper.

Eksempel 2:
Arrangørerne af festivalen ”Fire in the Mountain” forbød madboderne at bruge engangsservice. Festivalen indkøbte i stedet service af porcelæn, som madboderne frit kunne benytte. Madboderne blev påkrævet at hyre en ekstra medarbejder til at vaske op. Medarbejderens løn ville være dækket af de penge, som madboden sparede på ikke at indkøbe indgangsservice.

Festivalen sparede penge og tid på den mindre mængde affaldshåndtering.

Link:
> Raw Foundations guide til plastikfrie festivaler og events

Modtag nyheder om plastik

Vælg behov: