Mikroplastik i landbrugsjord

Spildevandsslam er en vigtig del af den cirkulære økonomi, hvor organiske næringsstoffer føres tilbage til landbrugsjorderne. Ny forskning skal give os mere viden om forekomsten af mikroplastik i slammet.

Videnskabeligt set ved vi ikke meget op mikroplastik. Vi kender ikke den samlede mængde mikroplastik, eller hvor meget tilføres miljøet årligt.

Dertil findes i dag ikke ret meget viden om mikroplastikkens skæbne:

  • Hvor hurtigt nedbrydes den? Og hvordan?
  • Hvilken effekt har mikroplastikken på miljøet? Både i forhold til mikroplastikken selv og uønskede kemiske stoffer, der binder sig til mikroplastikken.

Miljøstyrelsen udførte dog i 2015 en teoretisk kortlægning af kilderne til mikroplastik.

> Se kortlægningen ”Microplastics”

Måling af mikroplastik i miljøet

De fleste stoffer i miljøet måles normalt ved at opkoncentrere eller udskille dem fra en prøve, da de ikke kan ses med det blotte øje.

Mikroplastik måles derimod visuelt eller med spektroskopi (måling af tilbagekastet lys fra overflader), idet plastikstykkerne ofte kan ses med det blotte øje eller under mikroskop.

Udfordringen ved måling af mikroplastik handler dog også om at udskille og opkoncentrere plastikken fra den masse, det befinder sig i som f.eks. slam og jord.

Der er nu rimeligt pålidelige metoder til måling af mikroplastik i vand, mens prøver med højt indhold af organiske stoffer eller jord er væsentligt mere udfordrende at analysere.

> Se mere om målemetoder af mikroplastik i EU-rapporten ”A circular economy for plastics” (2019)

Ny forskning om mikroplastik i landbrugsjord

Spildevandsslam indeholder mange af de stoffer, der efterspørges i landbruget og fortrænger derved kunstgødning. Spildevandsslam er dermed en vigtig del af den cirkulære økonomi, hvor organiske stoffer føres tilbage til landbrugsjord. Men med udbringningen af spildevandsslam udbredes også de stykker af mikroplastik, der kan findes i spildevandsslammet.

I Plastikhandlingsplanen er der under Initiativ 21 lagt op til, at der skal laves nærmere undersøgelser af mikroplastik i spildevandsslam. Forekomsten af mikroplastik i spildevandsslam skal kortlægges. Der skal etableres mere viden om, hvor store mængder mikroplast, der er i slammet, og hvilken miljøpåvirkning dette medfører, når spildevandsslammet spredes på landbrugsjord.

Arbejdet er forankret i Det Nationale Plastikcenter og vil blive udført i samarbejde med eksterne eksperter og forskere på området.

Kortlægning af manglende viden om mikroplastik i landbrugsjord

For at få overblik over hullerne i vores viden har Det Nationale Plastikcenter indledningsvis fået udført en kortlægning af den nuværende viden om mikroplastik i slam og landbrugsjorder.

Kortlægningen, der er udarbejdet af Danmarks førende forskere på området, indeholder også en plan for nødvendig forskning for at kunne regulere og monitere området fremadrettet

> Du kan læse mere om kortlægningen her.

Rapporten viser, at der særligt mangler viden om baggrundsniveauer, analysemetoder og standarder.

Der er på nuværende tidspunkt fokus på fysiske urenheder i biopulp (neddelt madaffald til anvendelse i biogasanlæg). Biopulp indeholder fysiske urenheder, herunder plastik, der er udfordrende bl.a. fordi det krølles sammen i mindre kugler. De sammenkrøllede plastikkugler kan have et stort overfladeareal, hvis de foldes ud.

Miljøstyrelsen gennemførte i efteråret 2020 en undersøgelse af de fysiske urenheder i biopulp og undersøgelsesresultater, kan findes i rapporten - Miljøprojekt nr. 2158, 2021, Undersøgelse af fysiske urenheder i biopulp.

Modtag nyheder om plastik