Vurdering af alternativ håndtering af spildevandsslam indeholdende mikroplastik

Miljøstyrelsen har udgivet en ny rapport med en kortlægning af fordele og ulemper ved alternativ udnyttelse af spildevandsslam indeholdende mikroplastik. Rapporten er et led i Det Nationale Plastikcenters opgave med vidensdannelse på området og består af en vurdering af de alternative teknologier, der er på markedet lige nu for behandling og udnyttelse af spildevandsslam indeholdende mikroplastik, hvor spildevandslammets gødningsværdi bevares bedst muligt.

Spildevandsslam er rigt på næringsstoffer og er derfor et godt gødningsprodukt, såfremt indholdet af eventuelt miljøfremmede stoffer og tungmetaller ikke overskrider de fastsatte grænseværdier. Slammet har derudover den fordel, at det har jordforbedrende egenskaber og tilfører landbrugsjorden strukturmateriale og kulstof, samt øger jordens evne til at holde på fugtigheden. Dette er i øvrigt dokumenteret i Københavns Universitets nyligt offentliggjorte studie[1].

I denne rapport er det vurderet, hvilke fordele og ulemper, der er ved alternativ håndtering af spildevandslam med udgangspunkt i mikroplastik, samt i at udnytte slammets gødnings- og jordforbedrende egenskaber. PFAS har haft en del opmærksomhed på det seneste, derfor har rapporten også set på slammets eventuelle indhold af PFAS. I dag bioforgasses 50-70 % af slammet, derfor er stabilisering af spildevandsslam ved bioforgasning med efterfølgende udbringning på landbrugsjord brugt som reference i rapporten, kaldet direkte udspredning. Ud over referencen er der taget udgangspunkt i 5 alternative behandlingsmetoder; kompostering, pyrolyse, medforbrænding, monoforbrænding samt struvitudvinding. Den samlede vurdering af alternativerne er opstillet i et skema, hvor de er markeret med farvede smileys, der angiver hvordan de alternative behandlingsmetoder er vurderet i 6 kategorier på forskellige parametre. Hver af de 6 vurderingskriterier (teknologi inkl. barriere, økonomi, plantetilgængelighed, ressourcer i spildevandsslam, miljøfremmede stoffer inkl. mikroplastik og miljømæssig bæredygtighed) er vurderet med udgangspunkt i fordele og ulemper. Det er væsentligt at pointere, at det ikke er enkeltstående faktorer, der danner grundlaget for vurderingen i hver enkelt kategori, men en samlet vurdering af helheden af parametre.

På baggrund af vurderingerne gives en smiley i hver kategori, hvor lavest score gives en mørkerød sur smiley, middel score gives gul smiley og højest score gives en mørkegrøn glad smiley. Det er vigtigt at nævne, at vurderingerne af alternativerne tager udgangspunkt i, at slammet indeholder mikroplastik og at indholdet af eventuelle andre miljøfremmede stoffer må antages at overholde grænseværdierne.

Læs rapporten

[1] https://nyheder.ku.dk/alle_nyheder/2022/02/medicinrester-i-slam-og-moeg-har-ikke-den-frygtede-effekt/