Strandoprydningspuljen uddeler midler for sidste gang
Publiceret 13-12-2022Strandoprydningspuljen har netop uddelt midler til frivillige som gør en indsats for at holde danske strande rene. Der er dermed uddelt midler fra puljen for sidste gang

Plastik og andet affald, som ligger langs de danske kyster udgør en belastning for miljø og natur. Derfor har Strandoprydningspuljen siden 2019 uddelt midler til støtte for initiativer igangsat af frivillige, der vil indsamle affald langs de danske kyster. Affaldet, der samles langs strandene, udgøres ofte af plastik, som især er en udfordring for miljøet, da det nedbrydes meget langsomt og med frigivelse af mikroplastik til følge.
”Strandoprydningspuljen har været med til at igangsætte en række initiativer, som har haft positiv betydning for vores fælles natur. Oprydningerne er med til at forbedre forhold for dyr samt mennesker, der færdes langs de danske kyster - men i sidste ende er oprydningerne noget, vi alle kan nyde godt af” siger Nina Espegård Hassel, kontorchef i Miljøstyrelsen
Strandoprydningspuljen har i denne ansøgningsrunde uddelt midler for 1,1 mio. kr. til fire oprydningsindsatser, som ligger fordelt over landet. Der er uddelt midler til følgende projekter:
- Nationalparkfond Skoldungernes Land, Affaldsfri Fjord 2023, 285.000 kr
- Strandet ApS, Rene strande i Thy, 489.000 kr
- Fonden Miljøpunkt Østerbro, Østerbro ta´r skraldet 2023, 29.275 kr
- DGI, We Walk Strandoprydning 2023, 295.000 kr
Yderligere oplysninger:
Amanda Agergaard Bonnerup, +45 2112 6997