FAQ om engangsplastikdirektivet

Nej. En overgangsperiode vil være i strid med direktivet, og dermed i strid med reglerne for varernes fri bevægelighed på det indre marked. Se spm/svar om mulighed for salg af lagre af produkter, der er markedsført før d. 3. juli 2021.

Nej. Fristerne for implementering er fastlagt med direktivet og skal følges af medlemslandene.

Der er retningslinjer for, hvornår et produkt ikke betragtes som et engangsplastikprodukt. Engangsplastikprodukter defineres i direktivet som produkter, der ikke er udtænkt, designet eller markedsført med henblik på i sin levetid, at gennemgå et antal ture eller cyklusser ved at blive returneret til en producent til genpåfyldning eller genbrug til det samme formål, som det det blev udtænkt til.

Flergangsbrug kan således vurderes ved at overveje produktets forventede funktionelle levetid, dvs. om det er beregnet og designet til at blive brugt flere gange inden endelig bortskaffelse uden at miste produktets funktionalitet, fysisk kapacitet eller kvalitet. Relevante produktdesignegenskaber inkluderer materialesammensætning, vaskbarhed og reparationsevne, som vil muliggøre flere ture og rotationer til samme formål som produktet blev oprindeligt udtænkt.

Plastik er et materiale bestående af en polymer, hvortil tilsætningsstoffer kan være blevet tilføjet eller andre stoffer, og som kan fungere som strukturel hovedbestanddel i slutprodukter. Denne definition dækker også visse naturlige polymerer.

Viskose produceret fra cellulose udvundet fra f.eks. træ defineres som en naturlig polymer og er derfor undtaget fra engangsplastikdirektivet. Naturlige polymerer må ikke være kemisk modificeret, dvs. at start og slut produkt i produktionen er identiske. Polymerer, herunder også viskose, som fremstilles ved industrielle processer kan ikke betegnes naturlige, selvom en tilsvarende polymer eksisterer naturligt.

Ja. Bionedbrydelige og biobaserede plastiktyper er omfattet af direktivet. Plastik fremstillet af modificerede naturlige polymerer eller plastik fremstillet af biobaserede, fossile eller syntetiske udgangsstoffer forekommer ikke naturligt og er derfor omfattet.

Definitionen af plastik omfatter derfor polymerbaserede gummiprodukter og biobaserede og bionedbrydelige plastiktyper, uanset om de er afledt af biomasse eller er beregnet til biologisk nedbrydning over tid.

Ja. Produkter såsom tallerkener, sugerør eller drikkebægre mm., der har en plastikcoating eller plastiklining for at gøre dem eksempelvis vandtætte eller fedtafvisende, er omfattet af direktivet.

Forbud mod markedsføring af produkter i EPS (ekspanderet polystyren) omfatter fødevarebeholdere til take-away, drikkevarebeholdere og drikkebægre inklusive eventuelle kapsler og låg. Fødevarebeholdere af EPS er dog kun omfattet af forbud mod markedsføring, såfremt indholdet kan fortæres direkte fra emballagen, dvs. indholdet ikke kræver stegning, kogning eller anden opvarmning. Forbud mod markedsføring omfatter således f.eks. ikke transportkasser i EPS eller lignende.

Produkter af XPS (ekstruderet Polystyren) er ikke omfattet af direktivet.

Der er i direktivet en undtagelse for medicinsk udstyr, men den gælder specifikt for drikkevarebeholdere og drikkeflasker. Endvidere er sugerør undtaget for restriktioner om markedsførelse såfremt de er omfattet af direktiv 90/385/EØF eller direktiv 93/42/EØF om medicinsk udstyr. Inkontinensbind er ikke omfattet af engangsplastikdirektivet.

Markedsføring er den første tilgængeliggørelse af et produkt på en medlemsstats marked. Dvs. første gang et produkt leveres med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse på en medlemsstats marked som led i erhvervsvirksomhed mod eller uden vederlag. Det er derfor som udgangspunkt kun producenter eller importører, der foretager markedsføringen.

Tilgængeliggørelsen af et produkt forudsætter ifølge den blå vejledning et tilbud eller en aftale (skriftlig eller mundtlig) mellem to eller flere juridiske eller fysiske personer om overførslen af ejerskab, besiddelse eller anden rettighed i forbindelse med det pågældende produkt, når produktionsfasen er afsluttet. Overførsel kræver ikke nødvendigvis fysisk overdragelse af produktet.

Ved generelle tvivl om fortolkning af markedsføringsbegrebet henvises ligeledes til Kommissionens Blå Vejledning (særligt afsnit 2.2, 2.3 og 2.4):

Det bemærkes, at den blå vejledning kan anvendes, når det drejer sig om den første markedsføring i den første medlemsstat, men skal ”tilpasses” ved eventuel efterfølgende markedsføring i andre medlemsstater. Dette skyldes, at engangsplastdirektivets markedsføringsdefinition afviger fra definitionen på ”bringe i omsætning” i den blå vejledning, idet direktivets definition tager udgangspunkt i ”en medlemsstats marked” i modsætning til den blå vejledning, som tager udgangspunkt i ”Unionens marked”. For så vidt angår lagre af produkter, der allerede er markedsført i en medlemsstat inden 3. juli 2021, betyder denne afvigelse, at reglerne om forbud og mærkning fra den 3. juli 2021 også finder anvendelse på disse produkter, når de markedsføres i andre medlemsstater.

Ja, men kun lagre af produkter, der er markedsført før 3. juli 2021, og kun i den/de samme medlemsstat(er), hvori produkterne blev markedsført før 3. juli 2021.

Kravet om markedsføring gælder hvert enkelt produkt og ikke en produkttype.

Det følger af den blå vejledning, at markedsføring ikke anses for at finde sted ”når produktet er på lager hos fabrikanten eller importøren, hvis produktet endnu ikke er gjort tilgængeligt, dvs. når det ikke er leveret til distribution, forbrug eller anvendelse, medmindre andet er angivet i den gældende EU-harmoniseringslovgivning”.

Ja, der behøver ikke at være tale om faktisk/fysisk levering af produkterne, for at der er tale om markedsføring. ”Levering” i relation til markedsføringsbegrebet omfatter ethvert tilbud vedrørende distribution, forbrug eller anvendelse, der kan resultere i faktisk levering (f.eks. et købstilbud eller reklamekampagner). Se også svaret ovenfor om salg af lagre af produkter, der er omfattet af forbuddet eller ikke er i overensstemmelse med mærkningskravet.

Produktet anses ikke som værende markedsført i Unionen/i en medlemsstat, hvis produktet ikke leveres med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse på Unionens marked/en medlemsstats marked. Se punkt 2.2 i den blå vejledning, særligt følgende afsnit:

”Levering af et produkt betragtes kun som tilgængeliggørelse på Unionens marked, når produktet er bestemt til endelig brug på Unionens marked. Levering af produkter, hvad enten det er til videre distribution, indarbejdelse i en færdigvare eller yderligere forarbejdning eller raffinering med henblik på udførsel af færdigvaren til et tredjeland, betragtes ikke som tilgængeliggørelse".

Ja, det kan man i princippet godt. Det vil dog tælle som ny markedsføring, hvis produkterne alligevel ikke ønskes markedsført til den pågældende virksomhed. I det tilfælde, hvor der indgås en ny aftale om salg af de samme produkter efter den 3. juli 2021, vil produkterne skulle leve op til mærkningskravene og kan ikke sælges uden mærkning.

En generel reklame i f.eks. en ugeavis kan ikke betragtes som (et konkret) tilbud, men reklame i form af konkret(e) tilbud direkte til en potentiel(le) køber(e) må tælle som tilbud og dermed som at bringe i omsætning. Dog vil reklame på internettet have mere karakter af direkte tilbud.

Nej. Markedsføring kræver, at produktet eksisterer fysisk. Jf. den blå vejledning:
”Et tilbud eller en aftale indgået før produktionsfasens afslutning kan ikke betragtes som at bringe i omsætning (f.eks. et tilbud om at fremstille et produkt ifølge bestemte specifikationer, som kontraktens parter har aftalt, når produktet først vil blive fremstillet og leveret på et senere tidspunkt).”

Nej. Det er ikke muligt at tilgængeliggøre produkter (ved aftale eller tilbud) før produktionsfasens afslutning. Det vil derfor ikke være muligt, at indgå aftaler om salg af produkter før disse er samlede og dermed færdigproducerede. Endvidere gælder EU-harmoniseringsreglerne for færdigvarer. Dette omfatter i visse tilfælde også delkomponenter, fittings og tilbehør, jf. Den blå vejledning s. 16, afsnit 4.

Fødevarebeholderen/bægret betragtes som 'markedsført', når den leveres tom til en producent, der påfylder beholderen/bægret eller endda før det, dvs. når en producent leverer den til en grossist/distributør, som igen leverer den til producenten, med henblik på påfyldning.

Ja. Ifølge den blå vejledning:
”EU-harmoniseringslovgivningen gælder for alle former for salg. Et produkt, der tilbydes i et katalog eller ved elektronisk handel, skal overholde EU-harmoniseringslovgivningen, når tilbuddet i kataloget eller på webstedet er rettet mod EU-markedet (dvs. også varer fra tredjeland –fremhævet) og omfatter et bestillings- og forsendelsessystem.”

”EU-harmoniseringslovgivningen gælder for nyfremstillede produkter, men også for brugte produkter fra et tredjeland, første gang de indføres i EU. ”

Dette læses som, at ud over de nyfremstillede produkter fra tredjeland, gælder det også brugte produkter fra tredjeland – i modsætning til brugte produkter fra EU.

De generelle krav til mærkningen kan findes i Kommissionens forordning, som har direkte retsvirkning. Forordningen indeholder detaljerede beskrivelser af de specifikke regler for mærkningen, herunder udseende, placering og sprog.

Kommissionens forordning 

Mærket kan hentes i høj opløsning og på alle medlemslandenes sprog via linket. 

Mærket skal sidde på emballagen. For drikkebægrene gælder dog, at mærket skal påføres selve drikkebægrene.

Hvor der er tale om multipak, skal mærket både påføres selve produktets emballage og multipakningsemballagen.

For drikkebægrene gælder, at mærket skal påføres selve drikkebægrene. Mærket skal ikke påføres emballage rundt om drikkebægrene.

Mærkningens oplysningstekst skal være skrevet på det eller de officielle sprog i den eller de medlemsstater, hvor engangsplastikproduktet markedsføres. Dvs. at mærket skal påføres på dansk i Danmark. Hvis oplysningsteksten skal påføres emballagen i et eller flere af medlemsstaternes officielle sprog (i de tilfælde, hvor et produkt markedsføres i flere medlemsstater), skal den oversatte oplysningstekst anbringes enten lige under mærkningen eller inde i den rektangulære, sorte rubrik under det første sprog, men skal i alle tilfælde være klart synlig. I særlige tilfælde, hvor der er begrænset plads på forsiden eller toppen af emballagen, kan oplysningstekst oversat til et eller flere af medlemsstaternes officielle sprog anbringes et andet sted på emballagen, så tæt på mærkningen som muligt, men skal i alle tilfælde være klart synlig.

Nej. Produkterne skal mærkes med den danske version af mærket.

Den sekundære emballage skal påføres mærkning, jf. emballagedirektivet Emballage der bruges til at præsentere varer eller fylde hylder på salgsstedet, og som forbrugeren ikke får med sig ifm. købet, betragtes som transportemballage eller tertiær emballage. Denne emballage skal derfor ikke mærkes.

Ja. Mærket skal påføres alle emballager eller produkter, der er omfattet af direktivet. Vådservietter, der udtænkes, designes og markedsføres til erhvervsmæssig brug, såsom medicinske servietter eller servietter til sundhedspleje, opfylder ikke kriteriet for personlig pleje eller husholdningsbrug og er ikke udtrykkeligt nævnt i direktivet. Disse produkter anses derfor ikke for at være omfattet af direktivets anvendelsesområde.

Vådservietter, for hvilke det er uklart, om den tilsigtede anvendelse er industriel eller erhvervsmæssig eller husholdningsbrug, er omfattet af direktivets anvendelsesområde for at undgå omgåelse af direktivet.

Nej. Det mærke, der påtrykkes, skal overholde retningslinjerne angivet i forordningen.

Detaljerne fastlægges på bekendtgørelsesniveau. Det skyldes, at det kan være nødvendigt løbende at tilpasse reglerne for ordningernes administration. Det er en fordel for virksomhederne, at der løbende kan forenkles og tilpasses på en smidig måde. Producentansvaret skal udmøntes på en måde, der er til at administrere og som giver mening for de berørte virksomheder. Det arbejde er påbegyndt i dialog med interessenterne.

Regeringen har nedsat et Samarbejdsforum for producentansvar, hvor repræsentanter fra både kommuner (KL, DAF) og producenter (DI, DE, L&F) skal drøfte og komme med anbefalinger til, hvordan de mange detaljer i de nye producentansvarsordninger fastlægges bedst muligt.

Ja. Der er tæt sammenhæng mellem producentansvar for engangsplastik og producentansvar for emballage, da affald fra disse produkter ender i de samme affaldsspande. Derfor tænkes udmøntningen af disse producentansvar sammen.

Der skal indføres udvidet producentansvar for en række engangsplastikprodukter, som markedsføres i medlemsstaten, jf. engangsplastikdirektivets artikel 8, stk. 1. Direktivet afgrænser producenten til enhver person, der er etableret i en medlemsstat, og som enten fremstiller, påfylder, sælger eller importerer et produkt, og markedsfører produktet i den pågældende medlemsstat.

Note: Derudover betragtes personer, der er etableret i en anden medlemsstat/tredjeland, og som via fjernsalg sælger produkter i en anden medlemsstat, også som producenter. De såkaldte ”distancesælgere”. For fuldstændig ordlyd af producentdefinitionen se direktivets artikel 3, nr.11.

Kravet udformes pba. af en standard, der udvikles for Kommissionen af europæiske standardiseringsorganisationer. Standarden udvikles som en testmetode, der kan påvise, at låget lever op til, at forbrugeren ikke kan skille låget fra beholderen. Kravet vil gælde fra 3. juli 2024, jf. frist i direktivet.

Kravet om forbrugsreduktion er implementeret i Klimplan for affald og cirkulær økonomi, hvoraf det fremgår at:
”Der fastsættes mål om 50 pct. reduktion af visse take-away-emballager af plastik i 2026. Målet skal i første omgang søges opnået via et forpligtende sektorsamarbejde i restaurationsbranchen. Hvis ikke målet nås af den vej, skal der sættes ind med yderligere regulering, som drøftes i aftalekredsen”.

Klimplan for affald og cirkulær økonomi 

Miljøstyrelsens Nationale Plastikcenter kan kontaktes for mere viden om sektorsamarbejdet på Obfuscated Email.

Nej. Skibe er ikke omfattet af direktivet. Det samme gælder for beklædning som fx waders, regntøj etc. Fiskeredskab defineres i direktivet som ”enhver genstand eller udstyrsdel, der anvendes til fiskeri eller akvakultur, til at spore, fange eller opdrætte biologiske havressourcer, eller som flyder på havfladen og benyttes med det formål at tillokke, fange eller opdrætte sådanne biologiske havressourcer”.

Der skal indføres udvidet producentansvar for fiskeredskaber, der indeholder plastik, og som markedsføres i medlemsstaten, jf. engangsplastikdirektivets artikel 8, stk. 8.

Direktivet afgrænser producenten til enhver person, der er etableret i en medlemsstat, og som enten fremstiller, påfylder, sælger eller importerer et produkt, og markedsfører produktet i den pågældende medlemsstat.

Note: Derudover betragtes personer, der er etableret i en anden medlemsstat/tredjeland, og som via fjernsalg sælger produkter i en anden medlemsstat, også som producenter. De såkaldte ”distancesælgere”. For fuldstændig ordlyd af producentdefinitionen se direktivets artikel 3, nr.11. 

Det er defineret i direktivets art. 3, at markedsføring skal forstås som den første tilgængeliggørelse af et produkt på en medlemsstats marked. Tilgængeliggørelse på markedet indebærer levering af et produkt med henblik på distribution, forbrug eller anvendelse på en medlemsstats marked som led i erhvervsvirksomhed hvad enten det sker mod eller uden vederlag (se også spg. om markedsføring under overskriften forbud og mærkning, og henvisning til Kommissionens Blue Guide).

Dette kan umiddelbart tolkes i den retning, at selvom fx net(dele) købes uden for Danmark af en distributør, der efterfølgende sælger nettet videre til butikker eller fiskere i Danmark, så er det distributøren, der betragtes som den, der er omfattet af producentansvaret (altså ”producenten”). Dette fordi det er distributøren, der har stået for den første tilgængeliggørelse på det danske marked ved at sælge det til en butik/fisker i Danmark. Dette gælder fx også, hvis distributøren sælger videre til en erhvervs- eller fritidsfisker, der selv eftermonterer net el. lign.

Den nærmere definition vil blive fastlagt ved bekendtgørelse frem mod ikrafttrædelse af producentansvaret, som skal ske senest 31. december 2024.

For yderligere spørgsmål kontakt Det Nationale Plastikcenter