Sådan håndterer du virksomhedens plastikaffald

Virksomheder skal sortere egnet affald til genanvendelse. Det gælder også plastik. Få hjælp til sorteringen her.

Affaldsproducerende virksomheder i Danmark er forpligtede til at sortere deres affald. Virksomheden skal ifølge affaldsbekendtgørelsen sikre, at en væsentlig andel af det sorterede erhvervsaffald, som er egnet til materialenyttiggørelse, forberedes til genbrug, genanvendes eller anvendes til anden endelig materialenyttiggørelse.

Materialenyttiggørelse betyder f.eks., at virksomheder ikke må brænde den del af affaldet, som kan bruges til nye produkter - heller ikke, selvom det medfører energiproduktion.

Første step: kildesortering

Kildesortering betyder, at affaldet sorteres på stedet, hvor affaldet opstår. Det sorteres i affald egnet til materialenyttiggørelse, forbrændings- og deponeringsegnet affald samt sortering efter materiale og anvendelsesform. Kildesortering bidrager til øget genanvendelse og dermed til mindre affald og mindre ressourceforbrug.

Affaldsproducerende virksomheder skal sikre, at væsentlige dele af deres kildesorterede erhvervsaffald, som er egnet til materialenyttiggørelse, forberedes til genbrug, genanvendes eller anvendes til anden endelig materialenyttiggørelse. Det gælder bl.a. genanvendeligt PVC-affald, affald af genanvendeligt papir, pap, karton og papmaterialer og produkter heraf samt genanvendeligt emballageaffald af glas, plast, metal og træ.

Virksomheder, som frembringer farligt affald, skal sikre, at det er forsvarligt emballeret i nødvendigt omfang i forhold til affaldets sammensætning, mængde, vægt, volumen m.v.

Sortering: PVC og de andre plastiktyper

Der skelnes ved sortering mellem PVC og de øvrige plasttyper – og evt. plastik, der indeholder farlige stoffer. Afbrænding af PVC danner klordampe, der bliver til saltsyre ved kontakt med vand. Saltsyren neutraliseres med kalk, hvilket medfører en øget mængde røggasrensningsprodukt, som skal deponeres. Derfor ønskes det ikke, at PVC ender i et forbrændingsanlæg.

Sådan sorterer du:

  1. Er det PVC?
    Kig på produktet efter dette mærke, eller kontakt leverandøren:
    PVC ikon

  2. Skal dit PVC til genanvendelse eller deponi?
    Hård PVC sorteres til genanvendelse. Blød PVC skal bortskaffes til deponi ved kommunens genbrugsstation. Alle kommuner er forpligtet til at etablere minimum en ordning for ikke-genanvendeligt PVC affald for at undgå, at det bliver brændt.
    > Se eksempel på liste over PVC-plastik til hhv. genanvendelse og deponi (opdeling kan variere på tværs af kommunale ordninger)

  3. Hvis det ikke er PVC
    Øvrige plastiktyper sorteres til genbrug, genanvendelse eller anden endelig materialenyttiggørelse. Plastikken må maksimalt opbevares hos virksomheden i ét år.

Andet step: send plastikaffaldet til genanvendelse

Kommuner må generelt ikke indsamle genanvendeligt kildesorteret erhvervsaffald fra virksomheder. Men der er en række andre muligheder. Hvordan du bedst kommer af med sorteret plastikaffald afhænger af bl.a. affaldsmængder, virksomhedstype og lokation:

  • Transportører og indsamlingsvirksomheder
    En række aktører tilbyder skræddersyede ordninger med containere til forskellige materialer, der tømmes efter behov. Du kan ofte få at vide, hvad der genanvendes til hvilket formål. Når aktørerne har hentet affaldet, overtager de ansvaret for materialerne.
    > Se affaldsaktører på Energistyrelsens hjemmeside 

  • Kommunale genbrugsstationer
    Mindre virksomheder kan bruge kommunernes genbrugsstationer mod betaling. Du kan aflevere alt sorteret affald, der svarer til affald fra husholdninger. Din bil må dog maks. veje 3.500 kg i total vægt. Du kan f.eks. betale med klippekort, årskort eller gebyrer afhængig af biltype og antal ansatte. Spørg din kommune.
    > Læs mere om genbrugspladser

  • Genanvendelsesanlæg
    I kan aflevere genanvendeligt plastikaffald direkte til et genanvendelsesanlæg i Danmark eller udlandet. Der findes både offentlige og private anlæg i Danmark.

  • Husholdningsindsamling
    Hvis din virksomhed ligger i en ejendom med både husholdninger og virksomheder, kan kommunen tilbyde, at virksomheden bruger husholdningernes affaldsordninger til affald, som minder om affald fra husholdninger. Spørg din kommune.

  • Cirkulære loops og private tilbagetagningsordninger
    Når dit produkt/emballage bliver til affald, er det muligt at etablere en tilbagetagningsordning. Det gælder for:
    • dit produkt
    • dit produktets emballage
    • et produkt/emballage, du markedsfører efter aftale med producenten.

Der kan ikke etableres en tilbagetagningsordning for produkter eller emballager omfattet af producentansvar (elektronik, biler og batterier) eller af en frivillig ordning for håndtering af affald.
> Læs mere om private tilbagetagningsordninger 

 

Modtag nyheder om plastik