Forbud mod produkter i engangsplastik: Hvad skal du nu vælge?

Det er blevet forbudt at sælge bl.a. bestik, vatpinde og sugerør i engangsplastik. Se hele listen her – og hvad du kan vælge i stedet.

Den 3. juli 2021 blev det forbudt at sælge 9 produkter i engangsplastik:

  1. Vatpinde
  2. Bestik
  3. Tallerkner
  4. Sugerør
  5. Rørepinde
  6. Ballonpinde
  7. Madbeholdere (fra takeaway)
  8. Drikkebægre (fra takeaway)
  9. Andre drikkevarebeholdere, f.eks. låg (fra takeaway)

Forbuddet mod engangsplastik til takeaway gælder kun produkter af flamingo.

Hvad kan du vælge i stedet?

Der er flere alternativer til de forbudte engangsprodukter i plastik:

  • Flergangsprodukter
    Du bør generelt vælg kvalitetsprodukter, der kan genbruges, hvis du vil hjælpe miljø og klima. Du kan f.eks. købe sugerør i plastik eller bambus, der kan vaskes og bruges igen.
  • Engangsprodukter i andre materialer
    Det er stadig muligt at købe engangsprodukter. Hvis du ikke genbruger, kan du vælge engangsprodukter af f.eks. palmeblade eller bambus.

Hvorfor er produkterne blevet forbudt?

Forbuddet er et resultat af EU’s direktiv om engangsplastik, og produkterne er blevet forbudt i hele EU.

Forbuddet skal:

  • minimere mængden af engangsplastik, som ender i naturen og havmiljøet
  • fremme produkter, der kan genbruges og genanvendes

De forbudte produkter er blandt andet valgt ud fra, hvad der oftest findes som affald på strande.
Optællinger af affald før forbuddet har vist, at plastik udgør 80-85 % af havaffald på europæiske strande. Heraf udgør engangsplastik 50 %.