Vi har samlet nogle af de fortællinger om plastik, som vi har hørt nævnt i debatten, og udfoldet, hvad vi har af viden og evidens på området i dag.
Hvad hører vi - og hvad ved vi?
Alle led i produktion af plastik bidrager til udledning af CO2. Fra udvindingen af olie eller naturgas, som bruges til produktion og frem til, at plastikken ender på et forbrændingsanlæg i forbindelse med bortskaffelse.
Men plastik har samtidig en række gode egenskaber, der faktisk kan bidrage til at nedbringe CO2-udledningen i forhold til brugen af andre materialer. F.eks. er det fra et transportmæssigt synspunkt mindre CO2-udledende, at transportere en plastikflaske end en glasflaske, da plastikflasken vejer mindre og derfor kræver mindre brændstof at transportere.
Plastik har også særdeles gode barriereegenskaber, da plastik kan fremstilles til at blokere for luft og fugt fra omgivelserne. Det sikrer en længere holdbarhed for forskellige produkter eksempelvis fødevarer. Fødevarer pakket i den rigtige plastikemballage kan i nogle tilfælde bl.a. bidrage til en forlænget holdbarhed og en højere fødevaresikkerhed. Mindre madspild bidrager til mindre CO2-udledning, da der skal fremstilles færre fødevarer for at dække over produktspildet.
Hvis man ser på processen fra jord til forbruger for en fødevare, så kommer gennemsnitligt ca. 80 % af CO2-belastningen fra selve fødevarefremstillingen, ca. 15 % fra transport og distribution og ca. 5 % fra emballagen. (Kilde: Teknologisk.dk)
Al termoplastik, dvs. plastik, der kan smeltes igen, som f.eks. plastik til emballage, kan principielt genanvendes. Det kræver blot, at det kan sorteres ud og inddeles efter, hvilken type plastik der er tale om. Et godt eksempel på høj grad af genanvendelse er pantflasker. I Danmark så vi i 2019, at 92 % af alle pantflasker og –dåser blev indsamlet til genanvendelse (Kilde: Dansk retursystem).
Dog findes der f.eks. kompositmaterialer, hvor forskellige materialer som f.eks. plastik, papir og metal er smeltet eller limet sammen. Denne sammensætning af materialer gør det meget svært at genanvende, da det kræver, at materialerne skilles ad og sorteres fra hinanden.
Visse farver kan også give problemer, idet mange sorteringsanlæg ikke kan "se" og derved udsortere sorte plastikprodukter, som f.eks. sorte kødbakker eller urtepotter. Teknologien til at sortere plastikmaterialerne bliver dog hele tiden bedre.
Der findes også bestemte typer af plastik som f.eks. hærdeplastik, som vi i dag ikke kan genanvende eller har meget svært ved at genanvende. Dog arbejdes der hele tiden på nye teknologier til at løse disse problemer.
I EU lægges der stort pres på, at genanvendelsen af plastik skal stige kraftigt i hele EU. Der er sat mål om, at alle lande i EU skal genanvende minimum 50 % af al plastikemballage i 2025.
Returemballager fremstillet af plastik, der genbruges igen og igen, kan ofte være godt for klimaet.
Et godt eksempel er de mange transportkasser, som cirkulerer rundt i et lukket kredsløb mellem detailhandlen og dens leverandører til blandt andet fisk, mejeriprodukter og brød.
Kasserne bidrager til ekstra CO2-udledning i forbindelse med transporten frem om tilbage mellem producent og indkøber, men til gengæld sparer man den CO2-udledning, som opstår ved produktion af nye kasser. Samtidig fastholder man en høj værdi i materialet, når man efter mange ganges genbrug kværner kasserne op og genanvender materialet til produktionen af nye kasser.
Direkte genbrug kan altså være godt i de tilfælde, hvor et produkt genbruges så mange gange, at det opvejer for CO2–udledningen i forbindelse med returtransporten og evt. rengøring og reparationer.
Bioplastik, der ikke er bionedbrydeligt, kan ligesom konventionel plastik genanvendes, og det kan således indgå i et nyt materialekredsløb sammen med plastik fremstillet af fossile råvarer.
Bioplastik, som er bionedbrydeligt, må ikke blandes sammen med plastik fremstillet af fossile råvarer, da dette kan forringe kvaliteten af den ikke-nedbrydelige plastik. Hvis der sker en sammenblanding, er det svært at genanvende materialet.
Der sker en meget stor genanvendelse af f.eks. pantflasker, som forbrugerne sorterer.
Men der er stadigvæk en del af den indsamlede plastik, der havner i forbrændingsanlæg. Her bliver plastikken til energi og varme, som bl.a. leveres til fjernvarmesystemet.
Grunden til, at noget udsorteret plastik ender på et forbrændingsanlæg, er bl.a., at det kun er plastik af samme type, som kan genanvendes sammen. Udfordringen kan her være, at mange produkter er sammensat af flere forskellige typer plastik, som ikke umiddelbart kan adskilles i sorteringsanlæggene. En anden grund kan være, at plastikken er forurenet med f.eks. mad- og sæberester, sten eller grus.
Mange genanvendelsesanlæg bruger infrarød belysning - også kaldet NIR. Teknologien udnytter, at forskellige farver og plastiktyper reflekterer lyset på forskellige måder. Problemet er, at teknologien ikke er god til at genkende plastik, hvis lyset ikke reflekteres. Det kan f.eks. skyldes, at plastikken er sort eller beskidt.
Der er ingen tvivl om, at klodens havmiljø rummer store mængder af plastikaffald, som udgør en trussel for dyrelivet. Den fremherskende holdning er dog, at det er forkert at tale om deciderede plastikøer. Der er snarere tale om steder, hvor stærke strømme ophober store mængder flydende plastikaffald.
Det anslås, at 80 % af alt affald i verdenshavene stammer landbaserede aktiviteter, mens de resterende 20 % stammer fra aktiviteter, som sker på havet.
(Kilde: Unenviroment.org)
Både fossil plastik og bioplastik kan fremstilles, så det er bionedbrydeligt og/eller komposterbart. Det er dog en misforståelse, at produkter af disse råvarer altid kan komposteres i den danske natur. Dette kræver oftest særlige industrielle komposteringsanlæg.
Dermed kan produkter fremstillet af bionedbrydelige eller komposterbare råmaterialer også komme til at gøre mere skade end gavn. Som forbruger kan man nemlig blive ledt til en opfattelse af, at disse produkter godt kan efterlades i naturen, hvilket oftest ikke er tilfældet.
Mikroplastik er defineret som alle plastikstykker, der er mindre end 0,5 cm i diameter. De fleste stykker mikroplastik er dog langt mindre end 1 millimeter og kan ikke ses med det blotte øje. Det findes stort set overalt og stammer f.eks. fra bildæk, maling og bevidst tilsat mikroplastik i produkter.